NYHET | 15 nov 2017

De flittigste danske læsere bliver færre

Læselysten blandt danskerne er under forandring, og brugen af digitale medier som for eksempel lydbøger er i fremgang. Det viser nye tal i årsrapporten fra den danske kulturministers Bog- og Litteraturpanel.

Andre interessante tal i rapporten viser, at der er sket et fald i andelen af dem, der læser skønlitteratur mest hyppigt – ugentligt eller oftere. 

Udviklingen er mest markant blandt de 30 til 39-årige, hvor der er registreret et fald på 9,3 procent i perioden fra 2010 til 2016. Faldet tegner sig for både mænd og kvinder. 

Læsning er ikke ved at forsvinde
Læsning af fag- og skønlitteratur er dog ikke ved at forsvinde, fremgår det af rapporten fra kulturministerens Bog- og Litteraturpanel, der udkommer for tredje gang.

Formand for bog- og litteraturpanelet, Stig Hjarvard, siger: ”I betragtning af at der i den offentlige debat med mellemrum udtrykkes bekymring for, om læsning af bøger er på vej ud som følge af eksempelvis et øget udbud af digitale medier og svækkede læsefærdigheder, så er det interessant at se, at andelen af ikke-læsere – altså dem, der slet ikke læser – faktisk er faldende.” 

I 2016, hvor tallene i årsrapporten er indsamlet, var andelen af personer, der aldrig læser skønlitteratur, på det laveste niveau siden 2010. De viser, at kun 17,8 procent af danskerne ikke læste skønlitteratur i 2016. 

Lydbøger hitter hos danskerne
For første gang kan årsrapporten også præsentere statistik for produktionen af lydbøger. Den viser, at der er sket en markant vækst inden for udbuddet af især netlydbøger – altså lydbøger, der kun er tilgængelige via internettet.

Ifølge rapporten er forlagenes digitale omsætning, når det gælder lydbøger, steget med 27 procent fra 2015 til 2016 – en stigning fra 51 millioner kroner til 65 millioner kroner. 

Der bliver også udlånt flere netlydbøger end nogensinde før via folkebibliotekernes nettjeneste, eReolen. I de første seks måneder af 2017 var det gennemsnitlige udlån fra eReolen på 141.285 netlydbøger om måneden. Det er en stigning på 10 procent i forhold til sidste års gennemsnitlige udlån.
 

Læs mere og download Bog- og Litteraturpanelets årsrapport
Læs mere om Bog- og litteraturpanelet i Danmark

 

Om rapporten: Årsrapporten ”Bogen og Litteraturens vilkår 2017” kortlægger på baggrund af statistik, hvordan tallene fordeler sig i bogbranchen fra det øjeblik, bogen produceres, til den er i hånden på læseren. Tallene tager dermed højde for hele kredsløbet fra produktion over distribution til forbrug. Læs mere om de tidligere rapporter.

---

MOGENS VESTERGAARD KJELDSEN

 


 

Læs mere:
Bog- og Litteraturpanelets undersøgelse "Sortiment af bøger i fysiske bogudsalg i Danmark" er den første af sin art i Danmark og er baseret på data fra i alt 58 fysiske boghandlere og supermarkeder fordelt på alle landets fem regioner.  (EH)

 

 

 

Dela